BeGlobal

BeGlobal

Hvorfor BeGlobal?

I en tid hvor indtryk fra hele verden kun er få klik væk, er det vigtigt at kunne forstå og forholde sig til andre sprog, samfund og kulturer. Derfor retter BeGlobal-søjlen fokus mod netop sprogfagene.

 

På BeGlobal bliver du det, vi kalder en ”eftertragtet globaliseret verdensborger”. Det vil bl.a. sige, at du bliver i stand til at samarbejde og skabe relationer på tværs af grænser og kulturer.

 

Du opnår nemlig en helt unik kulturforståelse. Dette sker ved, at vi i 1.g lærer at forstå vores egen kultur på et nationalt plan. I 2.g anlægger vi et mere internationalt perspektiv og ser nærmere på Europa, mens vi i 3.g breder fokus yderligere ud og beskæftiger os med kulturer på globalt plan. Det hele kulminerer med en uforglemmelig studietur, hvor vi får prøvet kompetencerne af i praksis i mødet med andre kulturer, sprog og værdier.

Studieretningerne

På BeGlobal kan du vælge mellem seks forskellige studieretninger:

  • Fransk A, Engelsk A, Samfundsfag B
  • Fransk A, Engelsk A, Tysk C
  • Tysk A, Engelsk A, Samfundsfag B
  • Spansk A, Engelsk A, Tysk C/B
  • Samfundsfag A, Engelsk A
  • Musik A, Engelsk A (kunstnerisk BeGlobal)

 

Fælles for BeGlobal-studieretningerne er, at de har engelsk på A-niveau. Gode engelskkundskaber er nemlig helt essentielle for at kunne begå sig i den globaliserede verden.

Valgmulighederne på BeGlobal

Inden for BeGlobal-søjlen har du selv mulighed for at styre, hvor meget henholdsvis det sproglige og det samfundsfaglige skal fylde.

 

Hvis du er vild med sprog, kan du f.eks. gå den supersproglige vej med tre sprog i studieretningen. Omvendt kan du, hvis det i højere grad er samfundsforhold og politik, der trækker, vælge en studieretning med samfundsfag på A-niveau. Og så har du selvfølgelig også mulighed for at vælge en god blanding af både sprog og samfundsfag.

 

Endelig kan du på vores kunstneriske BeGlobal-studieretning kombinere BeGlobal med musik på A-niveau.

Karrieremuligheder

BeGlobal-søjlen giver dig en bred vifte af kompetencer, hvorfor du har mulighed for at søge ind på stort set alle videregående uddannelser – lige fra statskundskab og jura til lingvistik eller læreruddannelsen.

 

Vores BeGlobal-elever arbejder bl.a. hen imod at blive politikere, pædagoger, journalister, diplomater, tolke, tv-værter, undervisere, forskere, antropologer, psykologer, arkitekter og meget andet.

 

Med andre ord ligger hele verden åben, når du har BeGlobal i rygsækken.