Mundtlig evaluering
Mundtlig evaluering kan have form af en på forhånd aftalt samtale i klassen. Evalueringen kan være tematiseret omkring det, lærer og/eller elever oplever som problematisk eller nødvendigt at arbejde på at forbedre. Den kan også have karakter af en afsøgning af, hvordan elever og lærer oplever undervisningen. Evalueringen kan være forberedt på forhånd i form af spørgsmål eller temaer, som alle har skullet forberede sig på at sige noget om. Og mundtlig evaluering kan kombineres med skriftlig ved at den skriftlige evaluering følges op af en mundtlig samtale om den skriftlige evaluerings resultater. Uanset formen vil det være vigtigt, at der udarbejdes et skriftligt referat af hovedpunkterne i samtalen, så synspunkter og konklusioner fastholdes.
Mundtlig evaluering kan naturligvis også foregå spontant, når behovet opstår, og dermed bidrage til, at evaluering foregår løbende som en konstant samtale mellem lærer og elever om undervisningens form og indhold.
Fordelene ved mundtlig evaluering er først og fremmest, at den skriftlige evaluerings tolkningsproblemer undgås, fordi man umiddelbart kan spørge om, hvad der menes med en formulering, der opfattes som uklar. Den mundtlige evaluering vil også kunne blive mere nuanceret, fordi synspunkter kan forklares, diskuteres og måske endda ændres undervejs i samtalen. Hvis der er en tryg og åben atmosfære i klassen, kan den mundtlige evaluering formentlig komme længere i forhold til en afdækning og løsning af eventuelle problemer.
Ulemperne er først og fremmest faren for at nogle få personer kommer til at dominere samtalen. Specielt hvis atmosfæren i klassen ikke er tryg og åben, vil der være en tendens til at mange vælger ikke at udtale sig, så samtalen bliver skæv og udelukkende præget af enkelte personers synspunkter. Der kan også være en risiko for, at dominerende personers synspunkter får en bredere opbakning, end de ville få i en skriftlig evaluering.
En model til undgåelse af ulemperne kunne være individuel mundtlig undervisningsevaluering (ikke at forveksle med karaktersamtalerne), som dels har en gensidighed mellem læreren og den enkelte elev, dels indebærer at alle elever får formuleret sig. Det vil være en tidskrævende model, og vil indebære en risiko for at kun læreren sidder tilbage med overblikket.
En anden form for imødegåelse af problemerne i mundtlig evaluering kunne være matrixmodellen, hvor klassen først deles i et antal grupper, som skal finde frem til, hvad de mener om de spørgsmål, der er på dagsordenen (eller mere alment fremdrage problemer i og udviklingsmuligheder af undervisningen). Bagefter laves der matrixgrupper, bestående af én fra hver af de første grupper. Her vil hver enkelt kunne komme med argumenter og synspunkter fra sin første gruppe, og vil altså være bedre rustet til debatten. Hele seancen kan afsluttes med en fælles opsamling eller måske blot med et skriftligt referat fra hver matrixgruppe. Matrixmodellen blev brugt sidste år på målsætningsdagen med først ‘på tværs’-grupper og derefter klassemøder.
