

FORLØBETS RAMMER
Fag: kemi, (natur)geografi
Klassetrin: Alle
Tidsforbrug: 2 lektioner
Vandrensning
Dette materiale handler om vandrensning og er et undervisningsforløb målrettet udskolingen og gymnasiet. Forløbet afvikles i forbindelse med et besøg ved BeScience: Afrika i Bjerringbro, der fysisk er placeret ved Bjerringbro Gymnasium.
Eleverne arbejder eksperimentelt med forskellige jordtypers evne til at filtrere vand, simulerer brøndboring og designer deres eget vandfilter. Aktiviteterne understøtter en undersøgelsesbaseret tilgang og lægger op til samarbejde, refleksion og kreativ problemløsning.
På denne side findes lærer- og elevvejledninger og andre nødvendige materialer til gennemførelse af undervisningsaktiviteterne.
Relevans for casen
Rent drikkevand er en forudsætning for sundhed og udvikling – og en global udfordring i mange lokalsamfund. I flere egne af Afrika, herunder Tanzania, er det en praktisk nødvendighed at finde lokale løsninger til vandrensning, ofte uden adgang til central vandforsyning eller avanceret teknologi.
Dette forløb giver eleverne en konkret forståelse for, hvordan jordlag og enkle filtre kan anvendes til at rense vand – og hvordan naturens egne materialer kan danne grundlag for bæredygtige løsninger. Gennem eksperimenter med forskellige jordtyper, simulering af brøndboring og design af egne filtre får eleverne indblik i både naturvidenskabelige og samfundsmæssige aspekter af vandrensning.
I konceptdesignfasen bliver den indsamlede viden om jordens filtreringsevne afgørende for at vælge og udvikle et passende filterdesign. Ved at kombinere observationer og testresultater kan der skabes løsninger, der balancerer effektivitet, tilgængelige materialer og praktisk anvendelighed i en lokal kontekst. Dermed bliver arbejdet i designfasen en konkret og meningsfuld del af den samlede designproces.
Ved at forbinde egne eksperimenter med den virkelige kontekst i fx Tanzania, skaber forløbet en stærk kobling mellem faglig viden og globalt medborgerskab. Forløbet kan desuden være et afsæt for videre arbejde i både naturfag, samfundsfag og projektorienterede forløb.

Figur 1: Trin i designprocessen hvor viden om vandrensning er relevant
Kilde: Water Mission, Technical Handbook, ver. 1.2
Hos Water Mission vil det være medarbejdere som Emma og David der har ansvaret for denne del af projektet.

Emma, Civilingeniør
Emma har en baggrund i civil- og miljøteknik. Hun arbejder med at designe og opbygge vandinfrastruktur – som brønde og rørledninger – og sikrer, at landsbyer får adgang til rent vand (FN’s Verdensmål 6).
Hun har også været med på projekter, hvor solcelleteknologi driver vandpumpesystemer – og bidrager dermed til bæredygtig energi (FN’s Verdensmål 7).
Emma siger: „At se børn drikke rent vand uden frygt for sygdomme er den største belønning.‟

David, Kemiingeniør
David er kemiker med speciale i vandanalyse og udvikling af filterløsninger. Han undersøger vandkvaliteten og udvikler metoder til at rense vandet, så det bliver sikkert at drikke.
Hans arbejde er afgørende for at sikre adgang til rent vand og forbedre sundheden i lokalsamfund (FN’s Verdensmål 3 og 6).
David fortæller: „At kunne bidrage til, at mennesker får adgang til rent og sundt drikkevand, giver mit arbejde en dybere mening.‟